Filmkritik: Det skæve hus

Filmversioner af Agatha Christies værker er som sand ved havet, men deres storhedstid er for længst forbi. Bortset fra den noget ujævne genindspilning af "Mord im Orientexpress" fra sidste år, har der længe været meget stille om den tidligere garant for solgte biografbilletter og seertal. Men nu tør nogen igen til hendes arv og stoler ikke på de velkendte navne Marple eller Poirot, men forsøger sig med en mindre kendt, men lige så forvirret morderhistorie om Christie.

INDHOLD

Da den stærkt velhavende industrimagnat Leonides uventet dør, går nyheden gennem pressen som en steppebrand. Den unge privatdetektiv Hayward følger nyheden med særlig interesse, fordi han har en smertefuld fortid med sit døde barnebarn. Da hun pludselig sidder på hans kontor og beder ham finde ud af, om hendes bedstefar blev myrdet, kan han ikke gætte, hvad han går ind til med denne efterforskning.

De mere end excentriske familiemedlemmer og beboere i den afdødes enorme palæ gør Haywards liv og efterforskning mere end vanskeligt. Desuden viser det sig hurtigt, at Leonides faktisk blev myrdet, og en første mistanke falder på millionærens unge, anden kone. Men før han ved af det, dukker begivenhederne op, og flere liv er på spil.



© 2018 Twentieth Century Fox

KRITIKERE

Som en, der læste originalen for mange år siden, i sin ungdom, og som ikke husker nogen plotdetaljer, men tydeligt husker bogens grundstruktur og stemning, tør jeg påstå at have en yderst trofast bearbejdelse foran mig. Det, vi har, er en klassisk thriller, som også kunne komme fra genrens storhedstid, 50'erne – 80'erne. Og det er både en forbandelse og en velsignelse, for selvom der bestemt stadig er mange fans af denne genre af film i dag, tør jeg godt tvivle på, at den klassiske stil vil appellere til et ungt, moderne publikum.

Det skæve hus følger det typiske mønster af en Agatha Christie-roman. Efter forbrydelsen, der åbner plottet, lærer vi truppen af ​​mistænkte at kende og deres respektive motiver og karakteristika under afhøringerne og observationerne af hovedpersonen. Den hurtigt fundne gerningsmand, der viser sig at være uskyldig, og plottet, der bliver mere og mere forværret af yderligere forbrydelser, er også kendte stilgreb i genren. Ikke desto mindre, eller endda derfor, fungerer det hele glimrende, så længe man kan få noget ud af den slags film.



© 2018 Twentieth Century Fox

En kærkommen ændring fra den velkendte ordning er, at vores detektiv også er personligt involveret i sagen på grund af sin tilknytning til sit barnebarn. Derudover undværer denne historie det klassiske møde mellem alle aktører til sidst, for at rulle begivenhederne op foran det forsamlede hold og for at afsløre den skyldige. Den valgte slutning er ganske rigtigt spændende indtil allersidste minut, men ved desværre ikke hvordan man skal starte med sine sidste øjeblikke og river i stedet seeren ud af filmen med en så brat "The End", at man må spørge sig selv, om det kunne ikke have været bedre løst.

Så det, der fungerer perfekt som en klassisk krimi af old school, vil næppe holde et publikum, der voksede op efter denne æra, vågent. Strukturen er alt for langsom, første halvdel af filmen består næsten udelukkende af samtaler, og mange af motiverne og baggrunden er blevet set hundredvis af gange i en anden form. Desuden er hovedpersonen, på trods af sin involvering i sagen, langt den mindst interessante karakter i historien.



© 2018 Twentieth Century Fox

Men heldigvis får den myrdedes mærkelige familiemedlemmer dette til at forsvinde igen. Også her serveres de velkendte klicheer (den mislykkede skuespillerinde, der ikke er afvisende over for alkohol, sønnerne, der stræber efter faderens gunst osv.), men castet, som er meget godt pga. banken , får det bedste ud af karaktererne. Her skal især nævnes Glenn Close og Christina Hendricks, de to damer leverer førsteklasses præstationer. Der er ingen skuffelser, selv Max Irons som Hayward gør sine ting rigtig godt, selvom hans rolle egentlig ikke giver meget væk.

Håndværket er også orienteret Det skæve hus til genrens klassikere. Et afslappet kamera, der altid forbliver fikseret på skuespillerne og et lige så roligt og uophidset klip. Sidstnævnte vover en håndfuld interessante kulisser, men læner sig ikke for langt ud af vinduet. Som forventet er der næppe nogen specielle effekter, men et fremragende scenografi og kostumedesign, der smukt formidler 50'erne, hvor filmen foregår. Musikken er knap nok til at mærke bortset fra en montage mod slutningen, men der viser den en enorm effekt, den ville jeg gerne have set mere af.



© 2018 Twentieth Century Fox

FAZIT

Til alle dem, der er glade for hver gentagelse af en af ​​de klassiske kriminalromaner fra forrige århundrede, eller passioneret følger forskellige krimier, Krumme-huset giver god mulighed for at tage en tur i den næste biograf. For i sin genre kan filmen overbevise uden begrænsninger. Set i det store billede af nutidens biograf falder dommen dog desværre en lille smule. Hele stilen er ikke særlig tidssvarende, første halvdel er ret hård og ret saglig, man har set alt hvad der tilbydes der, allerede pokkers ofte i lignende form.