Filmanmeldelse: Johnny English – Man lever kun tre gange

Efter den første James Bond Persiflage med kultkomikeren Rowan Atkinson dukkede op i 2003, var der ingen, der forventede en efterfølger mere, end den dukkede op på scenen. Efter alle 8 år var gået siden da, indtil engelsk kunne gøre biograferne utrygge igen. Man måtte vente næsten lige så længe på den nu begyndende tredje del af rækken. Men er der nogen, der har ventet på dette? Og hvis ja, var det det værd?

INDHOLD

Efter sine tidligere tvivlsomme bedrifter er Johnny English på førtidspension. Da alle aktive britiske hemmelige agenter afsløres af et storstilet hackerangreb, har den nye premierminister intet andet valg end at sætte engelsk tilbage i aktiv tjeneste. Men samtidig forsøger hun at tiltrække en yderst intelligent internetmilliardær til sin side, fordi han ser ud til at være den eneste, der virkelig kan stå imod fjenden.

Glædede over den uventede genaktivering tager han og hans assistent Bough af sted til Frankrig, hvor sporet af hackeren, der bliver mere og mere dristig, fører til. Og det varer selvfølgelig ikke længe, ​​før engelsk med sine undercover-undersøgelser forårsager kaos på alle fronter og efterlader vragdele og aske overalt, hvor han går.

Rowan Atkinson spiller Johnny English i JOHNNY ENGLISH STRIKES AGAIN, en Focus Features-udgivelse.

KRITIKERE

Som ven af ​​den klassiske serie, der gjorde Atkinson berømt, var jeg ikke så glad for de to første Johnny English-film. Selvom præmissen om en fuldstændig rådden britisk hemmelig agent har potentiale, er den ikke nødvendigvis ny. Og fokus på bizarre gadgets og deres endnu mere bizarre applikationer fratager filmene deres største styrke: Atkinsons evne til at være sjov uden nogen som helst værktøjer.

For når det abstrude spiontøj holder en kort pause og lader manden gøre sit, er det sjovest. Resten er lavvandede slapstick-mellemspil, hvoraf de fleste ikke engang er særlig originale og er set et sted før i mindst en lignende form.

At et genialt, spændende plot ikke er et af hovedomdrejningspunkterne i en film af denne art bør ikke komme som en overraskelse. Men selv her kan du forvente en lille smule mere fantasi (eller indsats) end den udmattede "helt gør sit bedste - helten bliver fyret uberettiget - helten redder alligevel verden". Eller endda ikke, for det er præcis, hvad du får serveret.

Emma Thompson som premierminister, Rowan Atkinson som Johnny English og Ben Miller som Bough i JOHNNY ENGLISH STRIKES AGAIN, en Focus Features-udgivelse.

Et andet punkt, der bliver surt kritiseret, er det nærmest uansvarlige spild af talent og store navne. Emma Thomson, Michael Gambon, Charles Dance og Edward Fox kan alle trygt beskrives som fungerende kulturelle aktiver. Og alligevel er de lige så brændte som en Jake Lacey eller en Olga Kurylenko, der ikke har samme status, men er dygtige skuespillere. Her kan du se, hvor mange kendte navne Rowan Atkinson har i sin private telefonbog.

Kun fra et håndværkersynspunkt kan man ikke brokke sig for meget over den tredje Johnny English-stribe. Men der er heller ikke noget at rose den for. Retning, kamera og redigering fungerer uden iøjnefaldende træk, hverken i positiv eller negativ forstand. Ingen eksperimenter, ingen ideer, men heller ingen fejl. Soundtracket sprøjter også uden nævneværdige op- eller nedture og passer problemfrit ind i det samlede billede.

Og det, reduceret til det væsentlige, er også den mest præcise opsummering af denne kritik. Hvis der er noget, der får filmen til at skille sig ud, så er det dens ubetydelighed, der går igennem alle aspekter. Hvis det største ved en film er hovedpersonens røde Aston Martin, er der tydeligvis ting, der går galt.

Rowan Atkinson spiller Johnny English i JOHNNY ENGLISH STRIKES AGAIN, en Focus Features-udgivelse.

TIL AFSLUTNING

Mir har endnu ikke set mange film, som der er så lidt at sige om. Johnny English – Man lebt nur dreimal er ikke specielt morsom, næppe spændende og bestemt ikke overraskende, som han fejler som agentkomedie i fuld længde. Det, at han rent håndværksmæssigt ikke gør noget forkert, redder heller ikke striben fra trivialitetens grunde. Der er klart bedre og billigere metoder til ikke engang at blive underholdt i 90 minutter. Kun bekræftede Atkinson-fans kan nyde filmen, alle andre vil senest have glemt filmen, når de går på toilettet efter showet.